Okara: Inddragelse af et sojabiprodukter i fjerkræfoderet

Practical Recommendations

• På grund af dens kemiske sammensætning og aminosyresammensætning (tabel 1 og 2) kan Okara anvendes på forskellige måder i fjerkræfoderet. En mulig anvendelse er at inkludere okara i start- og vækstfasen (fra den 1. til den 21. dag). En anden mulighed er at fodre okara fra uge 1 til slagtetidspunktet. Hvis okara erstatter sojamel fra 25 til 75 % af foderet, vil det ikke påvirke foderoptagelsen eller dødeligheden, og det vil reducere rationens omkostninger og give en daglig tilvækst i kropsvægt, der er sammenlignelig med 100 % sojafoder. På grund af det høje fiberindhold kan overfodring med Okara dog reducere foderoptagelsen og ydeevnen (Motawe et al., 2012).
• Sammensætningen af Okara varierer mellem 20 % og 47,3 % protein og 9,3 % og 22,3 % fedtstoffer. Den indeholder store mængder isoflavoner og de flerumættede fedtsyrer, linolensyre og linolsyre (O'Toole 1999; Bowles og Demiate 2006). Energiindholdet er også vigtigt for at sikre vægtøgning fra dag 1 til 21 (tabel 3).
• Ifølge Rostagno et al. (2011) er okara fordøjeligheden af råprotein (CP), aminosyrer (AA) og lipider højere end for soja. Især har okara CP en højere fordøjelighed på ca. 99,6 % i stedet for 91 % . Proteinindholdet, proteineffektivitetskoefficienten og essentielle AAs i okara er normalt højere end i andre sojabønnebaserede produkter på grund af den varmeproces, som sojabønner gennemgår under forarbejdningen af sojabønnens vandige ekstrakt. Dette gør visse AA'er bedre tilgængelige, hvilket igen øger fordøjeligheden af proteiner og fedtstoffer (O'Toole 1999)
• Det skal bemærkes, at ifølge Diaz-Vargas (2016) var okara CP-indholdet 21 % lavere end sojaindholdet (45 %). Den største forskel mellem okara og sojamel var dog med hensyn til tryptofan, idet der blev fundet 55,5 % mindre i okara. Indholdet af lysin, methionin og threonin varierede med henholdsvis 7,5 %, 13,3 % og 16,5 % (tabel 3).
• Den økonomiske levedygtighed af at inkludere okara i foderet blev bestemt i henhold til den ligning, der er beskrevet af Bellaver et al. (1985), som beregner de gennemsnitlige foderomkostninger pr. kg kropsvægt.